Traditionsrig almanak samler historier fra grænselandet
Sønderjysk Almanak samler personlige beretninger og artikler, der giver indblik i, hvad der rører sig i Sønderjylland og Sydslesvig. Bogen, der er skrevet af frivillige, udkommer i år for 24. gang.
”Sønderjysk Almanak 2017 er til alle, der interesserer sig for det folkeligt kulturelle liv i Sønderjylland og Sydslesvig. Den giver et godt billede af landsdelen, historisk kulturelt og folkeligt”, fortæller redaktør Britta Slot Johnsen fra Sønderborg.
Den over 220 sider lange almanak samler en række artikler og beretninger fra privatpersoner og fagfolk. Derudover indeholder den også klassiske almanakelementer, som en oversigt over dagenes navne, en astronomisk kalender og en tabel over højvandstider ved vestkysten samt en vejviser til kulturelle institutioner, foreninger og skoler.
Britta Slot Johnsen, der har samlet alle artiklerne og selv har skrevet tre af dem, mener de personlige beretninger er særligt spændende i år, hvor der indgår bidrag fra både Kina og Canada.
”Eksempelvis er der en beretning fra præsten Liselotte Basbøll, der oprindelig kommer fra Sydslesvig og nu er bosiddende i Canada. Hun skriver om det at leve som mindretal, hvor hun trækker på erfaringer fra sin opvækst i det danske mindretal i Sydslesvig”, siger Britta Slot Johnsen.
Sønderjysk Almanak 2017, der udkom sidste uge i et oplæg på godt 1700, er udgivet af Sønderjydsk Skoleforening. Den kan købes på foreningens hjemmeside eller hos udvalgte boghandlere i Sønderjylland.