Tilbage til nyhedsliste

Tysk udviklingsstrategi får dansk ros

16. maj 2017

Region Syddanmark roser i et brev Slesvig-Holstens udviklingsstrategi frem mod 2030, der bl.a. satser på regional livskvalitet, grænseoverskridende samarbejde og udbygning af infrastrukturen.

I et brev til den slesvig-holstenske ministerpræsident, socialdemokratiske Torsten Albig, roser Region Syddanmark den slesvig-holstenske udviklingsstrategi ”Landesentwicklungsstrategie 2030”.

”Region Syddanmark sætter pris på det gode samarbejde og den tætte dialog med Schleswig-Holstein. Det dansk-tyske samarbejde er et vigtigt værktøj til at nå målene i vækst- og udviklingsstrategien og rummer fortsat potentialer for udvikling og udnyttelse af de syddanske styrker”, lyder det i brevet.

Brevet, der skal godkendes af Regionsrådet på mandag, er et høringssvar til udviklingsstrategien, som den slesvig-holstenske regering har sendt i høring, også nord for grænsen.

Den slesvig-holstenske strategi beskriver 11 indsatsområder for fremtidig udvikling i Tysklands nordligste delstat. Region Syddanmark skriver, at indsatsområderne i vid udstrækning falder sammen med de mål, regionen selv har sat sig i sin regionale vækst- og udviklingsstrategi for 2016-2019, og at den slesvig-holstenske strategi dermed er et godt udgangspunkt for fremtidigt grænseoverskridende samarbejde.

Som noget særligt positivt fremhæver Region Syddanmark udviklingsstrategiens fokus på livskvalitet, som også er et af regionens egne indsatsområder.

”Høj livskvalitet har værdi i sig selv, men det har også samfundsværdi som kilde til vækst, da vækst drives af mennesker, der sætter deres ressourcer og engagement i spil på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet, i lokalområdet eller i de nære relationer”, lyder det i brevet, hvori Region Syddanmark opfordrer til tættere dialog på området.

I Regionsrådet i Region Syddanmark er der bred opbakning til brevets formuleringer. Kun Dansk Folkepartis fire regionsrådsmedlemmer vil stemme nej, når høringssvaret skal godkendes. Det skyldes en utilfredshed med, at den slesvig-holstenske udviklingsstrategi omfatter et mål om at udvikle delstaten til et attraktivt sted for indvandrere og tilflyttere. 

Sidste frist for høringssvar er den 31. maj.