Tilbage til nyhedsliste

Tyske filmdage i Danmark

8. april 2016

Hvis man kan lide tyske film, er det en spændende weekend, der ligger foran. Frem til mandag vises en række aktuelle, tyske film i Grand Teatret i København og biografen Øst for Paradis i Aarhus.

Tyske filmdage har fundet sted siden 2010 og er et udtryk for, at tysk film har et voksende publikum i Danmark, vurderer Mikael Busch, der er lektor på Kolding Gymnasium og forfatter og bl.a. skriver om tysk film.

”Tysk film er endelig ved at blive mainstream i de danske biografer, hvor der egentlig altid har været forbløffende få tyske film. Men det er bemærkelsesværdigt, at det er film om Anden Verdenskrig, som folk ønsker at se, når de ser tyske film”, siger Mikael Busch, der skal introducere filmen ”Der Staat gegen Fritz Bauer” på søndag i Øst for Paradis i Aarhus.

Filmen handler om statsanklageren Fritz Bauer, der i 1950erne blev berømmet for sit bidrag til pågribelsen af Adolf Eichmann i et tæt samarbejde med den israelske efterretningstjeneste Mossad. Adolf Eichmann var den tyske SS-officer, der var ansvarlig for millioner af jøders deportation til udryddelseslejre.

En af senere års mest kontroversielle film i Tyskland ”Er ist wieder da”; en komedie, der handler om Hitlers genopstandelse i Berlin i 2015, er også at finde på festivalens program. Filmen fik blandede anmeldelser, men opnåede efter instruktøren David Wnendts mening sit mål, nemlig at give tyskerne mulighed for at le ad Hitler i stedet for at se ham som et monster.

”Men det skal være den slags grin, der bliver siddende i halsen, fordi man skammer sig, når man opdager, hvad man ler ad”, har instruktøren udtalt.

Tyske filmdage er et samarbejde mellem Goethe-Institut Dänemark, Grand Teatret, Øst for Paradis, Nabolandskanalerne og Den Tyske Ambassade.