Tysklands ambassadør: "Historien forbinder os mere end den skiller"
”Det, der har gjort allermest indtryk på mig i de 12 måneder, jeg har været her, er, at den fælles historie, som Tyskland og Danmark deler, forbinder os mere en den adskiller os”.
Tysklands ambassadør i Danmark, Andreas Meitzner, der gør status efter sit første år i Danmark i et stort interview i magasinet Grænsen, der netop er udkommet. I interviewet gør ambassadøren rede for, hvad man fra tysk side planlægger i 2020, hvor 100-året for Genforeningen skal markeres, ligesom 2020 er udråbt som dansk-tysk venskabsår af den danske og den tyske regering.
”[…] her på Den Tyske Ambassade har (vi, red.) valgt ikke at fejre 2020 under overskriften ’Genforeningen’ eller ’Adskillelsen’. Derimod har vi valgt mottoet ’100 år med dansk-tysk venskab og godt naboskab’. Sammen med Goethe-Instituttet og danske institutioner planlægger vi en række arrangementer. Slesvig-Holsten og forbundsregeringen er allerede gået i gang med forberedelserne, og måske melder Hamborg sig også på banen”, siger ambassadøren.
Søren Espersen, der er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, har ved flere lejligheder udtalt, at han har et genforeningshåb. Hvad mener De om det?
”Efter de samtaler og møder, jeg har haft gennem det seneste år her i Danmark, er det ikke min opfattelse, at det er et tema, der præger den politiske diskussion. Den slags diskussioner kan vi ikke føre med Danmark, lige så lidt som vi kan føre dem med andre nabolande. Et af de fundamentale principper i den europæiske efterkrigstid er grænsernes ukrænkelighed. Hvis man igen begyndte at diskutere grænsedragninger, ville man åbne den berømte Pandoras æske. Vi bør afholde os fra det”, siger ambassadør Andreas Meitzner.
Læs hele interviewet med ambassadør Andreas Meitzner her.