Udenrigsminister fremhæver mindretallene
”Mindretallene er en fantastisk ressource i videreudviklingen af det dansk-tyske forhold”, skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i Berlingske i forbindelse med Dronningens besøg i Tyskland i denne uge.

”Få aktører personificerer dette samarbejde som det danske og det tyske mindretal i grænselandet", skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i Berlingske i anledning af Dronningens besøg i Tyskland.
Foto: Claus Bech/Udenrigsministeriet
Tyskland har udviklet sig til en af Danmarks absolut vigtigste samarbejdspartnere i EU og internationale organisationer som NATO, FN og Europarådet. Det vil Dronningens statsbesøg til Tyskland sætte en tyk streg under.
Det skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en kommentar i Berlingske i forbindelse med Dronningens besøg i Tyskland, der varer fra i dag onsdag og til lørdag. I sin kommentar fremhæver udenrigsministeren betydningen af det danske mindretal og det tyske mindretal i det dansk-tyske grænseland.
”Få aktører personificerer dette samarbejde som det danske og det tyske mindretal i grænselandet, som jeg selv havde fornøjelsen af at besøge i foråret. Mindretallene har en enormt vigtig funktion som brobyggere og kulturformidlere mellem det danske og det tyske folk. De bidrager til at binde Danmark og Tyskland sammen og er en fantastisk ressource i videreudviklingen af det dansk-tyske forhold”, skriver udenrigsministeren, der også fremhæver det dansk-tyske venskabsår, der løb af stablen samtidig med genforeningsåret 2020.
Få mere at vide om det dansk-tyske venskabsår
”Dronningens besøg skal ikke blot være kulminationen på de seneste års fejring af det dansk-tyske forhold. Som Majestætens besøg i 1974 (i det daværende Vesttyskland, red.) må det gerne være startskuddet til et forstærket dansk engagement i forhold til Tyskland i mange år frem”, slutter Jeppe Kofod.
Flere nyheder: