Tilbage til nyhedsliste

Verdens grænsebyggeri sætter nye rekorder

21. april 2017

Der er flere grænsehegn og mure rundt omkring i verden end på noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig.

Det fremgår af en opgørelse, som professor Élisabeth Vallet, der er chef for det geopolitiske forskningscenter på Quebec Universitet, Canada, har foretaget, ifølge Kristeligt Dagblad.

Hendes opgørelse viser, at idéen om den grænseløse verden aldrig er blevet en realitet. Antallet af grænsebarrierer i verden lå trods mindre udsving på et stabilt niveau op gennem 1990erne, men siden 2001 er byggeriet ved grænserne eksploderet over hele kloden. Ifølge Élisabeth Vallet er dette en konsekvens af terrorangrebene i USA.

”9/11 fik unægteligt tendensen til at accelerere”, siger hun til avisen.

Élisabeth Vallet konstaterer, at europæerne i de seneste år har været verdens største grænsebygherrer, men at tendensen er global. Hvor grænsebarrierer før i tiden primært blev bygget for at forsvare eller markere sig over for andre stater, eller, som i Berlinmurens tilfælde, at holde befolkningen inden for landegrænsen, er formålet i dag ofte at stande ikke-statslige aktører som immigranter, menneskesmuglere og terrorister. Élisabeth Vallet kalder tendensen for ”skabelsen af en stor, verdensomspændende globaliseringsmur”.

”Der er bestemt en idé om, at grænsemure bliver bygget af rige lande, der frygter en ”invasion” fra en fattigere nabo. Hvis du kigger på listen over grænsemure og lande, der bygger grænsemure, er det så sandelig tilfældet”, siger Élisabeth Vallet til avisen.