Tilbage til nyhedsliste

”Vi skal fastholde åbenhed som det bedste ved danskheden”

19. april 2018

Hvis det danske mindretal skal overleve, må det acceptere kritik og åbenhed. Det siger chefredaktør på Flensborg Avis Jørgen Møllekær i stort interview med magasinet Grænsen om de forandringer, han er ved at skabe på avisen, der fylder 150 år til næste år.

”Gennem tiden har avisens måde at balancere mellem at være rent serviceorgan for mindretallet og mere uafhængig avis varieret. Men spørgsmålet har været aktuelt mange gange og på mange måder. De seneste cirka 25 år har den journalistiske uafhængighed dog været en klar betingelse for avisen, og det er den fortsat under mig. […] [J]eg tror på, at det er en linje, som kan sikre avisen fremover og også være med til at styrke det danske mindretal”, siger Jørgen Møllekær og understreger, at avisen må kunne forholde sig kritisk til det, der foregår i Sydslesvig.

Jørgen Møllekær havde allerede i gymnasietiden på den danske Duborg-Skolen i Flensborg under et 14-dages praktikforløb stiftet bekendtskab med Flensborg Avis’ redaktion. 27 år senere og efter at have uddannet sig og arbejdet i mediebranchen i Danmark, kom han i 2013 tilbage til avisen som chefredaktør. Siden da har han bl.a. indført ungdomssiden zejt-ung og startet FLA TV, der producer egne tv-indslag og videoer om Sydslesvig og Nordtyskland og har en vision om at sælge disse til danske tv-kanaler.

Uddrag fra interview bragt i magasinet Grænsen 2/2018. Læs hele interviewet med Jørgen Møllekær her.