Ågerup
Søndag, den 23. oktober 1921 blev genforeningsstenen i Ågerup afsløret af gårdejer Anders Nielsen. Medens han fjernede dannebrogsflaget, der dækkede stenen, sang forsamlingen verset: "Mig fryder din ros, din ære."
Sognepræst H. P. Hansen-Lavind holdt herefter en tale ud fra det på stenen indhuggede vers, som han havde forfattet. Stenen, der har to dybe sprængfurer i den ene side, er taget fra "Langdyssen" på Anders Nielsens mark, ca. 0,5 km øst for byen.
Stenen er 2,30 m høj, 1,60 m lang og 1,20 m bred og står støbt i beton. Stenen omkranses af en mindre cirkel af sten, der måler 2,80 x 2,40 m.