Gå til listen over genforeningssten

Hammershøj

hammershøj

Festdag i Hammershøj – genforeningsdagen den 9. juli 1920

I Hammershøj var der fest. Kirkeklokken ringede en time fra kl. 11 til 12. Skolebørn marcherede med flag gennem byen – og som der står i avisreferatet: ”Afsyngende sange”.

Der var festgudstjeneste i Kirken kl. 17, kirken var pyntet med røde og hvide roser – Pastor Langer holdt en gribende, dybtfølt prædiken. Et kor af skolebørn sang under lærerinde Frk. Frederiksens ledelse.



Et træ plantes - og kaffebord

Om aftenen blev på den åbne trekantede plads, hvor bybrønden havde stået, plantet et ’smukt’ lindetræ skænket af lærer J. K. Christensen og derefter var der fælles kaffebord på kroen, hvor der blev holdt en række taler. Bl. a. gav Lærer Christensen en kort oversigt over Sønderjyllands historie. Og byens unge dyrlæge Stützer talte for festens æresgæst cand.phil. Tryde, der var sognets eneste tilbageværende veteran fra 1864.



Selve stenen på plads i løbet af efteråret 1920

Senere på året blev en 3000 kg tung natursten slæbt op til det lille anlæg og anbragt foran lindetræet. Stenen, der er fundet på købmand Andersens mark i Hammershøj, er mandshøj og fuldstændig glat på den ene side. På forslag fra udvalget indhuggedes der i stenens flade side denne tekst:

1864

Sønderjylland

1920

 

Penge og formaliteter på plads ved årets slutning

Søndag før jul 1920 afholder Dr. Michelsen, Hammershøj, en aften med oplæsning og grammofonkoncert for at skaffe penge til at betale omkostningerne ved stenens etablering.  En avisnotits fortæller: ”Entreen er efter deltagernes behag, da oversludet går til fordel for rejsningen af en Genforeningssten i Hammershøj.”



Juletræ og Genforeningsfest i Hammershøj

5. juledag 1920 afholdtes efter indbydelse af Foredragsforeningen juletræ i Forsamlingshuset. Der var mødt så mange børn og forældre, som Forsamlingshuset kunne rumme.

Da der er bleven rejst en Genforeningssten i byen, samledes man efter at juletræslysene var udbrændte til en genforeningsfest, hvor dyrlæge Clement holdt en udmærket tale, som påhørtes med interesse. Dyrlægen mindedes Sønderjydernes store trofasthed (…). Taleren omtalte derefter udførligt genforeningsfestlighederne, som taleren havde overværet i Sønderjylland, og dvælede især ved den begejstring, som kongen vakte, hvor han viste sig. Dyrlægen overgav derefter på udvalgets vegne mindestenen til byen (…).

Genforeningsstenen er flyttet til sin nuværende plads foråret 1949 ifølge en notits i Randers Dagblad den 10. maj 1949.

Genforeningsstenen er af lyserød granit og måler ca. 1,65 m. i højden, 1,23 m. i bredden og 0,63 m. i tykkelsen.

 

Kilde: Hammershøj Borgerforening