Gå til listen over genforeningssten

Kærby

På privat grund

Den 1. november 1920 afsløredes genforeningsstenene ved en fest, hvor lærer Chr. Wammen talte ud fra ordene: "Atter det skilte bøjer sig sammen", en linje fra Carl Plougs "Længe var Nordens herlige stamme", som er anvendt på genforeningsstenen i Kærby, Randers kommune.

Fra en senere tid giver disse ord associationer til en anden genforening, nemlig til Willy Brandts berømte ord i forbindelse med Berlinmurens fald den 10. november 1989: "Es wächst zusammen, was zusammen gehört."

Lærer Chr. Wammen, der opfattede den sønderjyske sag som fælles nordisk, har også bestemt indskriften, som står under et dannebrog.

Møller Chr. Krogh, Kærby Vandmølle blev i sin tid opmærksom på den smalle, mandshøje sten, som lå over en stenkiste ved mølledammen. Denne sten blev herefter anvendt som en del af mindet.

Stenen står i et lille anlæg, der måler  1 x 1 m. og er 1,35 m. højt. Den stående sten er 0,5 m lang, 0,15 m bred og 1,2 m høj. Den er udsmykket med et dannebrogsflag i rødt og hvidt samt årstallet 1864 med sort. Foran denne ligger den mindre granitsten, som er 0,9 m lang, 0,5 m bred og 0,73 m høj.