Gå til listen over genforeningssten

Koed

Koed

Foto: Ulrich Schnell

I marts måned 1920 vedtoges det på generalforsamlingen i Venstres vælgerforening i Koed sogn at rejse et mindesmærke for genforeningen, og der nedsattes et tremandsudvalg til at forestå gennemførelsen.

Senere ønskede beboerne i landsbyen Attrup nord for Koed selv at rejse et mindesmærke - hvad der aldrig blev til noget - så stenen i Koed blev derfor rejst alene af denne by og omegns beboere. Genforeningsstenen i Koed blev afsløret genforeningsdagen, den 9. juli 1920 efter en festgudstjeneste. Sønderjyden, teologen Chr. Jørgensen, Ryomgård foretog afsløringen. Indskriften er hugget af stenhugger J. P. Jacobsen, Mørke

Pladsen, hvor stenen blev sat, hed dengang "Plantelandet", en benævnelse, som formentlig har rødder tilbage før udskiftningen. Det betegnede det sted, hvor landsbyerne havde fælles udplantningssted for grøntsager og urter.

TI anlægget står et jævngammelt lindetræ - plantet efteråret 1920. 

Genforeningsstenen står i et stenomkranset anlæg med en diameter på 5 m. Mindestenen indgår i denne stenkreds. Genforeningsstenen måler 1,05 m. i bredden, 0,45 m. i tykkelsen og 1 m. i højden.