Gå til listen over genforeningssten

Krunderup (Sir Lyngbjerg)

Genforeningsstenen i Sir Lyngbjerg Mindepark blev afsløret  den 27. juli 1930.

Stenen, som var en natursten hentet fra Asp, vejede ca. 5.000 kg. Den blev kørt på en blokvogn "forspændt med 6 af Omegnens stærkeste Heste", som man kunne læse i Holstebro Dagblad.

Alt gik godt indtil man kom til Sir Lyngbjergs stejle og sandede bakker, hvor hestene måtte opgive at trække stenen op til bakketoppen.

Det lod man sig ikke slå ud af, så i stedet for  samlede man en skare på ca. 150 ”unge og gamle fra Sir Sogn", som var parate til at tage fat i de tykke tove.

Det var dog ikke alle, der troede på projektet, men langsomt og sikkert begyndte stenen at flytte sig.

I løbet af forbavsende kort tid nåede man toppen, og efter at stenen var trukket på plads, ”opløftedes der et dundrende Hurraraab, som i den stille Sommeraften kunde høres viden omkring”.

Kaj Munk var i øvrigt en af hovedtalerne.

I mindeparken er der - udover genforeningsstenen - rejst minder for Frederik den 7. (1878), Caroline Amalie (1881), Mindestøtte for 100-året for stavnsbåndets ophævelse (1888), Lærer Hansen-Sir (1923), 50-års sten for Sir Lyngbjerg (1929), Andelsmand Mads Bjerre (1938) og 100-års sten for Sir Lyngbjerg (1979).

Genforeningsstenen er af grå granit. Den måler 0,65 m. i tykkelsen, 2 m. i bredden og 2,5 m. i højden. Den står på en støbt cementsokkel, der måler 0,9 m. i tykkelsen, 1,5 m. i bredden og 0,1 m. i højden.

Sir Lyngbjerg