Linde
Genforeningsstenen i Linde blev afsløret mandag, den 4. oktober 1920, som var 70-års dagen for kampen ved Frederiksstad. Højtideligheden blev indledt med festgudstjeneste i kirken, hvor valgmenighedspræst V. Christensen, Mellerup, prædikede.
Efter gudstjenesten samledes deltagerne omkring mindestenen, og fem unge piger i nationaldragter sang: "Vaj frit vort flag ved slot og hytte", mens et nyt, stort flag gik til tops.
Efter en kort tale afslørede lærer M. Andersen genforeningsstenen, idet forsamlingen istemte Adolph Reckes "Kongernes Konge", hvis første linjer er benyttet som indskrift.
Stenen er en gammel grundsten fra en nedrevet gård på bygadens nordside. Den er skænket af gårdejer S. H. Bak.
Stenen er af lyserød granit på en cementsokkel dækket af natursten. Stenen er 0,7 m. bred, 0,4 m. tyk og 1 m. høj.