Nordsjællands Efterskole (Valby)
Teksten på hovedstenen stammer fra H.A. Krügers tale i Den preussiske Rigsdag den 15. april 1867.
200 mennesker var på en søndag mødt op i Valby skoles have for at overvære festlighederne.
Efter afsløringen af stenen og et fælles kaffebord holdt fhv. højskoleforstander William Sieverts foredrag om Land og Folk, og bagefter fortalte Ragner Petersen, at mindestenen var skænket af gårdejer N.P. Hansen fra Hulsøgaard, som lå tæt på skolen.
Stenhuggerarbejdet var udført af H. Andersen, som er Hans Andersen fra Helsinge, også kaldet "Fugle Hans".
Ragner Petersen fortalte også, at fundamentet til mindestenen var støbt af S.L. Sørensen fra Valby Huse, og at en stor del af arbejdet var udført gratis, og han rettede en tak til pågældende.
Genforeningsstenen og fundamentstenene er blevet renoveret og opmalet i 2020.
Stenene blev afsløret ved en højtidelighed den 27. juni 1926.
Genforeningsstenen står i et anlæg, der måler 3,3 x 2,7 m og er omkranset af en ydre stensætning, med ankerkæde på den østlige side. Foran genforeningsstenen ligger en række indtil hovedstore sten. Genforeningsstenen står på en sokkel, der foran udgøres af tre murede bæresten med inskription, og bagtil af indtil hovedstore murede sten. Genforeningssten og sokkel måler 1,5 x 0,9 x 2,1 m.
Kilde: Slægtforskningscafeen i Helsinge
Den 29. juni 1926 var der en artikel i Isefjordsposten om afsløringen:
"Ved en Højtidelighed i Overværelse af godt 200 Mennesker afsløredes i Søndags den i Valby Skoles Have rejste Mindesten for Sønderjyllands Genforening med Danmark og for de i de slesvigske Krige faldne Soldater fra Valby Sogn, nemlig Chr. Davidsen, Valby Huse, død i Posen den 4. Juli 1864, N. Pedersen, Valby, død i Isted den 23. Juli 1850, og Sv. Hansen, Valby, død paa Als den 27. Juli 1864. Sidstnævntes Enke er endnu levende og var til Stede for at overvære Afsløringshøjtideligheden.
Regnar Petersen, Aggebo, bød Velkommen, og Pastor Lyngh-Larsen samt fhv. Højskoleforstander Sieverts talte, hvorpaa Stenen afsløredes.
Den store ca. 1½ Meter høje Kampesten hviler paa et støbt Fundament og tager sig smukt ud. Den bærer Indskriften: Vi er danske og vil være danske. Ved dens Fod, støbt ind i Fundamentet, er anbragt tre mindre Sten, hvor er indhugget Navnene paa de tre faldne Krigere.
Efter Afsløringen holdt Højskoleforstander Sieverts Foredrag om Land og Folk, hvorpaa der var fælles Kaffebord i Missionshuset. Her oplyste Regnar Petersen om Mindestenen, at den er skænket af Gdr. N.P. Hansen, Holmgaard, Stenhuggerarbejdet er udført af H. Andersen, Helsinge, og Fundamentet er støbt af S. L. Sørensen, Valby Huse. En stor Del af Arbejdet var udført gratis, hvorfor han rettede en Tak til de paagældende".
Stenen efter restaurering 2021
Foto: Frits Lilbæk