Gå til listen over genforeningssten

Skodsbøl

Bestyrelsen for Skodsbøl danske forening tog i foråret 1937 initiativet til at rejse en genforeningssten, og gennem en basar, der strakte sig over to dage, indkom de nødvendige pengemidler. Genforeningsstenen blev rejst og afsløret samme år den 15. juni i overværelse af en for Skodsbøl by meget stor forsamling, hvor gårdejer Andr. Thomsen holdt afsløringstalen.

Stenen blev i sin tid hentet på Skelle Strand. 

Genforeningsstenen står i et næsten trekantet 11x6 m stort grusbelagt anlæg.  Anlægget omkranses af firkantede granitsøjler forbundet med jernkæder og en lav stensat mur. Flagstangen bag genforeningsstenen er samtidig. Genforeningsstenen måler 1,06x1,06x0,47 m og står på en ca. 0,5 m høj sokkel.