Slagslunde
Ved pladsen på Slagslunde Bygade, foran kirkegården, står en lille mindesten fra Sønderjyllands genforening med Danmark 1920. Stenen blev afsløret på genforeningsdagen 1920.
Sognefoged R.S. Rasmussen ledede arbejdet, beboerne slæbte stenen på plads, og byens møller huggede indskriften.
Genforeningsdagen 1920 begyndte med festgudstjeneste i kirken, hvorefter mindestenen blev afsløret i nærværelse af 300 mennesker, deriblandt sognets veteraner, der blev kørt til festpladsen i blomstersmykkede vogne. Lærer Th. Villadsen afslørede stenen, og efter afsløringen fortsatte festen i præstegårdshaven.
Stenen stod tidligere på hjørnet af Stenløsevej og Tværstræde. Den blev flyttet til den nuværende plads i 1950'erne.
Selve genforeningsstenen, som er en natursten, måler 75 x 40 x 103 cm. Den er sat på et støbt fundament af cement og mindre marksten.
Egedal leksikon har en artikel om genforeningsstenen.