Gå til listen over genforeningssten

Spandet

Søndag den 15. juni 1930 blev genforeningsstenen i Spandet afsløret af den næsten 97-årige "Gamle Smidt". Han var bevæget, da han siddende i sin stol drog flagdugen, der dækkede stenen, til side og bl.a. udtalte: "...Jeg vil håbe og ønske .... at den til alle tider må stå som minde om genforeningen i 1920." Forsamlingshusets formand, gårdejer Peder H. Smidt, Spandetgaard - Gamle Smidts søn - holdt derefter afsløringstalen.

Den efterfølgende fest i forsamlingshuset sluttede med afsyngelsen af Grundtvigs sang: "Udrundne er de gamle dage". Det var også Peder H. Smidt, Spandetgård, der havde forfattet indskriften på stenen.

Det var bestyrelsen for forsamlingshuset, som havde taget initiativ til rejsning af stenen, som var fundet ved opdyrkning af en gammel tørvemose på Spandetgaards mark. 

Stenen står i et omtrent hesteskoformet bed, kantet med en række brosten ud mod forsamlingshusets grusbelagte parkeringsplads. Buen i hesteskoen er vendt mod vest, og i midten af bedet står genforeningsstenen. Denne er 1,9m høj, 1m bred og 0,7m dyb, og består af en 1,5m høj sten placeret ovenpå en 20 cm høj sten, hvorimellem der er et lag cement med granitstykker i.