Gå til kildesamlingen

Martin Bahnsens dagbog for den 24. december

Kildeintroduktion:

Martin Bahnsen (1809-1875) var født i Aabenraa og var farver. Han var en af de fremtrædende danske borgere i byen, hvor han blev udnævnt til rådmand i 1850 og valgt til medlem af den slesvigske stænderforsamling i 1852, men mistede disse hverv i 1864.

Han skrev dagbog for årene 1864-1866, her hans dagbogsoptegnelse for den 24. december 1864, hvor han giver udtryk for sin harme over slesvig-holstenerne.

Aldrig nogensinde før er en så bedrøvelig juletid oprundet for os som denne. Erobret af vore ærkefjender, regeret af udskudet af det usleste parti, der findes i verden, "schleswig-holsteinerne", ser vi danske slesvigere den mørkeste fremtid i møde, og dette sker i den sidste halvdel af det 19de århundrede, hvor Europa tror sig på civilisationens højdepunkt, at alverden ser roligt til, hvorledes et indtil det yderste demoraliseret røverfolk, som er os 20 gange overlegent i antal, overfalder og sønderlemmer et af de ældste riger i Europa for at tilfredsstille sin trang til at blive en sømagt og i sin higen efter krigersk hæder, som det her troede at kunne tilfredsstille for lettest køb. Dette foragteligste af alle folkeslag, som i sin demoraliserede tilstand ikke har evne til at fatte, at det ved sin væmmelige brovten og udbasunen af sine heltegerninger pådrager sig hele verden hån og foragt, dette folk skal vi nu for fremtiden tilhøre og stå under! Hellere måtte man være blevet kineser eller hottentot! 

 

Kildehenvisning:

Rigsarkivet: https://kilderne.dk/wp-content/uploads/2020/07/tl_NationalIdentitet_05_…

Martin Bahnsen

Martin Bahnsen fotograferet i 1865.

Museum Sønderjyllands Mediearkiv. Foto: I. Caprani.