Gå til leksikonoversigt

Andersen, Niels Bøgh, 1908-1991, højskoleforstander

Personer

Niels Bøgh Andersen blev født i Møgeltønder. I den tidlige barndom flyttede han med sine forældre nogle få hundrede meter sydpå til landsbyen Aventoft, som i dag er grænseby på den tyske side. Han var elev på Askov Højskole og blev uddannet som lærer fra Tønder Seminarium. Fra 1931 arbejdede han som lærer ved danske skoler i Harrislee og Flensborg.

Han blev indkaldt til tysk militærtjeneste i 1940 og gjorde mod sin vilje krigstjeneste på både Vest- og Østfronten. Fra marts til juni 1944 var han tysk soldat i Bramming ved Esbjerg, inden han kom til Frankrig, hvor han blev taget til fange af amerikanerne i sommeren 1944. Efter ophold i krigsfangelejr i Frankrig og senere i London vendte han i september 1945 tilbage til Sydslesvig. Bøgh Andersen berettede om sine krigsoplevelser i bogen Feltdegn fra Harreslev Mark (1975).

I årene 1954-1972 var han forstander på Jaruplund Højskole, som han gjorde til et center for det danske mindretal. I årene 1949-1957 og igen 1964-1965 var han formand for Sydslesvigsk Forening. Endvidere var han medlem af Flensborg Landkreds 1946-74.