Brandtræer
Træer med en hensat eller "dagsat" brand er kendt fra hele landet, men er hyppigst mellem Kongeåen og Ejderen, og især på Als. Forestillingen var, at truslen om en gårdbrand, som nogen havde drømt eller set for sig, kunne hensættes i et træ, evt. i en sten eller i en gravhøj. I flere brandtræer har man fundet et boret og tilproppet hul, hvor noget var lagt ind. Blev træet fældet, ville gården brænde. Det drejede sig oftest om tjørn, eg, ask eller pil. Fra Als nævnes 14 tilfælde, hvor der opstod brand efter et træs fald, og 17 tilfælde, hvor der ikke skete noget. Ved Nordborgvej i Havnbjerg står et gammelt piletræ, som er et brandtræ, og som nødvendiggjorde at vejføringen fik et knæk. Træet blev skadet i stormen i 1999, og der har siden været en mindre brand på ejendommen. Over sogneskellet mellem Svenstrup og Havnbjerg sogne står to brozealderhøje, som skal være brandhøje.
Litteratur:
Jens Raben: "Sagn og overtro", i Robert Huhle (red.): Bogen om Als. Danskerens Foprlag. Aabenraa 1956, s. 224-227.
August F. Schmidt: Fra Als. Spredte Studier. Andreas Clausens Forlag. Sønderborg 1951, s. 49-76.
Brandtræ ved gård i Havnbjerg, hvor vejen og cykelstien må slå et lille knæk. Foto fra1961.
Det Kgl. Bibliotek. Foto: Sylvest Jensen Luftfoto.