Christian 7., 1749-1808, dansk konge

Konge af Danmark-Norge fra 1766. Han var søn af Frederik 5. og Louise og blev i 1766 gift med Caroline Mathilde. Ægteskabet ophævedes i 1772 pga. hendes forhold til Johann Friedrich Struensee. Christian 7. var psykisk stærkt ustabil og uden evne - eller interesse i - at regere. Derfor kom hans rådgivere, Struensee og senere Ove Høegh-Guldberg, til at spille en altafgørende rolle. Ved et statskup i 1784 kom kronprins Frederik (Frederik 6.) til magten, selv om Christian 7. først døde 24 år senere, den 13. marts 1808 i Kommandantboligen på Paradepladsen i Rendsborg. Her havde han sammen med 35-40 hoffolk og sit kabinet residens for at undgå tumulten i København i forbindelse med Englandskrigene. Han døde af et slagtilfælde, men rygter fortalte, at slagtilfældet skyldtes forskrækkelse over synet af en stor spansk hærenhed, som havde taget opstilling lige uden for kongens bolig, og som han fejlagtigt antog for at være indtrængende fjender. 

Christian 7.s valgsprog var "Fædrelandets Kærlighed min Berømmelse".

Litteratur:
Ulrik Langen: Den afmægtige - en biografi om Christian 7. Jyllands-Postens Forlag, 2008.