Gå til leksikonoversigt

Clausen, Bitten, 1912-2016, virksomhedsleder, fondsstifter

Personer

 

Bitten Clausen, hvis fornavn oprindelig var Dorthea Emma, blev født og voksede op i Haderslev og blev senere uddannet som telefonistinde. I 1939 blev hun gift med Mads Clausen, Danfoss’ grundlægger. Hun blev med det samme inddraget i virksomhedens udvikling og beslutninger, og hun deltog med sin mand på forretningsrejser.

Bitten Clausen havde stor viden om Danfoss’ aktiviteter og grundlæggende forhold. Efter Mads Clausens død i 1966 blev hun derfor helt naturligt formand for Danfoss’ bestyrelse indtil 1971; herefter var hun næstformand frem til 1988.

I 1971 oprettede hun den erhvervsdrivende fond Dorthea Clausens Fond, der i 1976 blev omdøbt til Bitten og Mads Clausens Fond. Hun var formand for fonden, der ejede ca. 90 % af aktierne i Danfoss, frem til 1999.

Bitten Clausen spillede en vigtig rolle i lokalsamfundet, og for Danfoss’ arbejdere sørgede hun for diverse velfærdsordninger og hjælp i forbindelse med sygdom. Hun blev udnævnt til æresborger i Nordborg.

Litteratur:

Gertraudt Jepsen: Bitten Clausen – historier fra et liv (2008).

Mads Clausen

Bitten og Mads Clausen. Foto fra 1965.

Foto: Bitten og Mads Clausen Fond.