Emmiksen, Slægten
Sønderjysk herremandsslægt med udgangspunkt i Slogs Herred. Slægten kendes fra 1387. I løbet af nogle generationer blev dens gods øget fra 30 gårde i 1300-tallet til Emmike Esbernsens ca. 140 gårde i 1475. Dette gods kom ved arvedeling til at danne grundlag for en række små herregårde nord for Haderslev i 1500-tallet: Refsø, Tyrstrupgård, Brenore, Fovslet, Tågerup, Hejls Vargårde samt Hejsagergård. Alle blev opkøbt af kongen før år 1600.
Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Tyrstrupgård, en af slægten Emmiksens herregårde omkring år 1500. Stuehuset stammer fra 1812, men rummer dele af en bygning fra omkring år 1600.
Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev. Foto: Lennart S. Madsen.