Gå til leksikonoversigt

Fuglsang

Begreber

Bryggeri og maltfabrik grundlagt i Haderslev i 1865 af Søren Christian Fuglsang (1815-1904). Frem til 2021 var Fuglsang det ældste familieejede bryggeri i Danmark. De første år producerede Fuglsang kun øl, men i 1879 gik ølproduktionen så godt, at man besluttede at bygge sit eget malteri, og i 1880’erne begyndte Fuglsang at sælge malt til andre bryggerier i Slesvig-Holsten. I 1902 blev Fuglsang delt i to virksomheder – bryggeri og maltfabrik – og i de følgende år blev begge dele af virksomheden udvidet kraftigt. Ved udbruddet af 1. Verdenskrig var Fuglsang en af Haderslevs største virksomheder. Efter nogle vanskelige år under og efter krigen gik både bryggeriet og maltfabrikken frem i 1930’erne, og eksporten af malt steg. Fra 1941 til 1962 var de to dele af Fuglsang lagt sammen som én virksomhed, men de blev igen delt i 1962 i hhv. Bryggeriet S.C. Fuglsang A/S og Sophus Fuglsangs Export-Maltfabrik A/S. Efter 2. Verdenskrig begyndte bryggeriet at eksportere øl og mineralvand, ligesom også maltfabrikken fortsatte med at eksportere sine produkter. 

I 2021 blev Fuglsang opkøbt af Royal Unibrew A/S, og i 2022 blev det besluttet at flytte ølproduktionen til anlæg i Faxe og Odense. Fuglsang Holding A/S, der i dag ejes af femte generation af Fuglsang-familien, beholdt dog sine bygninger i Haderslev, hvor der fortsat bliver produceret malt i samarbejde med Royal Unibrew. Maltproduktionen har i mange år været Fuglsangs største indtjeningskilde, og i 2022 blev der produceret omkring 190.000 ton malt. 

Siden august 2023 har Henning Fuglsang været direktør for maltfabrikken i Haderslev. 

Se også Bryggerier.

Litteratur:

Lennart S. Madsen: ”Fuglsangs bryggeri og maltfabrik” i Sønderjysk Månedsskrift 2004 nr. 4

Bryggeriet Fuglsangs omfattende produktionsanlæg på Bryggerivej 2 i Haderslev.

Bryggeriet Fuglsangs omfattende produktionsanlæg på Bryggerivej 2 i Haderslev.

Grænseforeningen. Foto: Gunvor Vestergaard.