Grænsefonden
Grænsefonden blev stiftet den 31. maj 1924 på initiativ af redaktør Niels Carl d'Obry Willemoes, Ribe, der også tog initiativet til Dybbøldag. Fonden er skabt ved sammenlægning af en række legater. Fondens formål er at støtte "formål til styrkelse og udvikling af danskheden på begge sider af den dansk-tyske grænse." Det sker i praksis ved, at Grænseforeningen modtager ca. 75 %. af årets overskud, Dansk Skoleforening modtager 2 %, og elever fra Gråsten Landbrugsskole modtager30.000 kr. Af overskuddet skal efter fundatsens bestemmelser som hovedregel henlægges 20 % til fondskapitalen, der andrager ca. 120 mio. kr. (2026).
Foruden renter og afkast af sin egen formue modtager Grænsefonden hvert år efter testamentarisk bestemmelse 3/10 af overskuddet fra "Skibsreder Christen Kraemer og hustru Laura Louise Mathilde, f. Hansens legat", hvis kapital andrager ca. 127 mio. kr. Derved har Grænsefonden haft mulighed for årligt at yde ca. 4,5 mio. kr. til Grænseforeningen.
Til fondens bestyrelse udpeger Grænseforeningens bestyrelse et medlem. Bestyrelsen er i øvrigt selvsupplerende. Formand er for tiden tidligere overborgmester Simon Faber. Fra fondens stiftelse har de danske hovedbankers direktører været medlemmer.