Grænsevagten, tidsskrift
Tidsskrift udgivet af historikeren Vilhelm la Cour i perioden 1918 til 1970. Grænsevagten havde efter Grænseforeningens oprettelse i 1920 en løs tilknytning til foreningen, der på det tidspunkt ikke selv udgav et medlemsblad. Tidsskriftets linje var de første år (1918-1933) moderat i forhold til konflikten mellem Dannevirkebevægelsen og "den kritiske fløj" inden for Grænseforeningen. I årene 1924 og 1925 fik Grænsevagten tilskud fra Grænseforeningen, men dog kun på betingelse af, at redaktionen blev udvidet med adskillige Dannevirkemænd.
Efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 kastede Vilhelm la Cour sig i Grænsevagtens spalter ud i et skarpt opgør med de nye magthavere og deres repræsentanter i Slesvig-Holsten, og Grænsevagtens redaktionelle linje flyttede sig i retning af krav om et Danmark til Ejderen.
Litteratur:
Vilhelm la Cour: To Livslinier, 1954, Lukkede Døre, 1956 og Vejs Ende, 1959.