Højer Mølle
Højer Mølle og møllepladsen. Møllen fik nye vinger i 2020. Foto fra 2022.
Foto: Niels Nygaard for Realdania By & Byg.
Hollandsk vindmølle med galleri i byen Højer. Med syv etager og en højde på 22 m er den Nordeuropas højeste vindmølle i træ. Den blev opført i 1857 som kornmølle og var i drift indtil 1972.
Den da faldefærdige mølle blev restaureret i årene 1975-77. Herefter fungerede møllen sammen med en magasinbygningen fra 1904 som udstillingsbygning, og efter yderligere istandsættelse åbnede året efter Højer Mølle og Marskmuseum. I 1992 blev møllen en del af Tønder Museum, fra 2007 af Museum Sønderjylland, nu med det officielle navn Museum Sønderjylland – Højer Mølle.
I 2019 åbnede der udstillinger i to kornmagasiner om marskens historie og et klimalab, hvor især børn kan lege med og lære om vandets påvirkning af området.
I 1995 blev der anlagt en møllehave, som skal fremstå som en vestslesvigsk bondehave, således som den så ud i begyndelsen af 1900-tallet.