Gå til leksikonoversigt

Nordborg Kirke

Steder

Sognekirke i Nordborg på Als. Kirken består af et senromansk kor, skib og underdelen af et tårn, der i dag fremstår som en forlængelse af skibet, samt en række yngre tilbygninger fra gotisk tid, 1700-tallet og 1800-tallet i form af to kapeller, et tårn, et sakristi og et våbenhus. Det nuværende tårns nederste del var oprindeligt et middelalderligt kapel, mens overdelen blev tilbygget i 1789. Tårnet er kronet af et lanternespir. 

I kirkens skib og sydkapel er der bevaret kalkmalerier fra flere perioder, herunder en række interessante kalkmalerier fra første halvdel af 1500-tallet, der forestiller planteornamentik, evangelistsymboler og et dommedagsmotiv. Malerierne er udført af Peter Ly..kt, som også har dekoreret kirkerne i Holbøl og Tandslet med lignende kalkmalerier. 

Kirkens prædikestol er fremstillet kort efter 1626 af billedskæreren Jørgen Ringnis. Altertavlen i bruskbarok er fra 1655 og er formodentlig udført i Flensborg.

Nordborg Kirke

Nordborg Kirke. Forlængelsen af koret stammer fra år 1700, hvilket fremgår af årstallet på gavlen. Foto fra 2021.

Foto: Thomas Dahlstrøm Nielsen CC BY-SA 4.0.