Nordfriisk Instituut
Instituttet er grundlagt i 1964 i Bredstedt i Sydslesvig som en uafhængig, statsstøttet institution. Bag instituttet står foreningen Nordfriesisches Institut, oprettet 1948. Instituttets formål er at forske i og formidle det frisiske sprog, den frisiske kultur og historie samt at støtte frisiske foreninger, studerende og andre med interesse for Nordfrisland. Instituttet omfatter et udvandrerarkiv for Nordfrisland, bibliotek, arkiv og eget bogforlag. På instituttet arrangeres foredrag, kurser og seminarer om friserne og Nordfrisland.
Af Elsemarie Dam Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Litteratur: www.nordfriiskinstituut.eu
Nordfriisk Instituut i Bredsted i Sydslesvig.
Museum Sønderjylland - Kulturhistorie Tønder. Foto: Hans Chr. Hein.