Gå til leksikonoversigt

Sørensen, Maren, 1882-1957, sygeplejerske og frimenighedspræst

Personer

Maren Sørensen stammede fra Oksbøl i Vestjylland og blev uddannet som sygeplejerske. I 1909 valgte hun at blive sygeplejerske i Sønderjylland for derved at støtte det nationale arbejde. I 1913 oprettede hun Dansk Sygeplejeforening i Flensborg. Ved udbruddet af 1. Verdenskrig meldte hun sig til frivillig sygetjeneste uden skelnen til nationalitet. Fra 1920 var hun leder af Børnenes Helsehjem ved Vilstrup Strand, hvor svagelige børn fik pleje om sommeren. Om vinteren opholdt Maren Sørensen sig i Valsbøl syd for grænsen, hvor hun fik opført forsamlingshus med kirkesal, Valsbølhus. Her fungerede hun også som præst, selvom det endnu ikke var tilladt. I 1940 blev hun dog ordineret som frimenighedspræst. Maren Sørensen arbejdede med mod, energi og offervilje, der gjorde hende vellidt i brede kredse.

Et portræt af Maren Sørensen malet af Viggo Kragh-Hansen er ophængt i Billedsalen på Folkehjem i Aabenraa.

Af Inge Adriansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Anne Mette Olesen i: Dansk Kvindebiografisk Leksikon, bd. 3. 2001.

Maren Sørensen

Maren Sørensen. Udateret fotografi.

Det Kgl. Bibliotek.