Gå til leksikonoversigt

Stein & Meyland

Steder

Jernstøberi, der blev grundlagt i 1857 i Sønderborg af købmændene Berthold Stein jr. og J.A. Detlefsen som ”Detlefsens & Steins Jernstøberi”. Året efter oprettelsen trak Detlefsen sig ud af foretagendet, og i stedet kom jernstøber Carl Vilhelm Meyland ind, og virksomheden skiftede navn til Stein & Meyland. Støberiet fremstillede traditionelle støbejernsprodukter som kakkelovne og komfurer samt dampmaskiner og landbrugsmaskiner. Med tiden specialiserede Stein & Meyland sig i at producere maskiner til teglværksindustrien. I 1907 blev virksomheden overtaget af ingeniørerne Richard Sidney Almer og Friedrich Waldemar Hasselmann. Efter 1920 var Stein & Meyland det eneste jernstøberi i Sønderjylland. I 1920 blev Stein & Meyland solgt til ingeniørerne Harald Lund Jensen og Karl Peter Nielsen. I 1945 trådte Nielsen ud af firmaet, og Lund Jensen fortsatte som eneejer. Støberiafdelingen blev nedlagt i 1988/1989. I 2006 blev Stein & Meyland opkøbt af maskinfabrikken MGM-A/S.

Se også Jernstøberier.

Litteratur:

Hans Schultz Hansen: ”Det industrielle miljø i Sønderborg 1875-1914” i Sønderjyske Årbøger 1987

Lars N. Henningsen: ”Jernstøberier og maskinfabrikker i Nordslesvig indtil ca. 1900” i Sønderjyske Årbøger 1982