Gå til leksikonoversigt

Urnehoved

Steder

Det sønderjyske landsting, formentlig beliggende nordøst for Bolderslev i Bjolderup Sogn. Det nævnes i 1074 ved kong Svend Estridsens død i den nærliggende kongsgård Søderup samt flere gange i forbindelse med kongevalg i 1100-tallet. Urnehoved var muligvis drabsstedet for kong Erik Emune i 1137. Tinget nævnes sporadisk igennem 1300- og 1400-tallet og er omtalt sidste gang i 1524. Den sønderjyske uradelsslægt Urne var tilknyttet egnen i 1100-og 1200-tallet.

En mindepark anlagt 1946 ved Hærvejen øst for Bolderslev er næppe placeret på det korrekte sted. Mindeparken rummer 10 mindesten opstillet i en halvbue. På stenene omtales begivenheder knyttet til Urnehoved. Den nyeste sten blev rejst i 2020 til minde om 100-året for Genforeningen.

Ifølge Saxo blev adskillige konger hyldet her. I dag bruges stedet til folkemøder, bl.a. i forbindelse med grundlovsdag.

Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret i 2024.

Litteratur:

H.V. Gregersen: Landstinget på Urnehoved, i: H.V. Gregersen og Peter Kr. Iversen (red.): Bjolderup Sogns Historie, bind 1, 1951. 

Urnehoved

Anlægget med genforeningsstenen som nr. 2 fra højre. Yderst til højre står den nye genforeningssten, der blev opstillet i 2020.

Foto: Jens Ambirk