Illustration: Beate Haunstrup Thomsen/Sydslesvigsk Forening

Illustration: Beate Haunstrup Thomsen/Sydslesvigsk Forening

Årsmødeplakat afsløret: Frivillighed i fokus

Sydslesvigsk Forening (SSF) har præsenteret årets plakat for De danske Årsmøder, der er tegnet af Beate Haunstrup Thomsen.

Plakaten for De danske Årsmøder i Sydslesvig er i år blevet fundet på anderledes vis. Årsmødearrangør Sydslesvigsk Forening (SSF) havde nemlig lagt opgaven i hænderne på sine medlemmer og udstedt en konkurrence med 500 euro som præmie.

Vinderen er blevet Beate Haunstrup Thomsen, der er opvokset i Læk i det vestlige Sydslesvig, men i dag bor i Andorra efter mange års uddannelse og arbejdsliv i Danmark. Det skriver SSF på sin hjemmeside.

Plakaten centrerer sig om årsmødemottoet ‘frivillig – fordi jeg ikke kan lade være’ og er holdt på en hvid baggrund med tre elementer: et rødt dannebrogsflag, blå slesvigske løver og to udstrakte hænder i gul som symbol på frivillighed. Farverne blå og gul symboliserer Sydslesvig. Desuden figurer et ansigt og en blomsterkrans, der skal symbolisere samling, glæde og fest.

Det er Sydslesvigsk Forenings årsmødeudvalg, der har udpeget vinderen af plakatkonkurrencen. I alt havde udvalget modtaget 11 bud på årets årsmødeplakat.

De danske Årsmøder 2023 finder sted den 9.-11. juni med arrangementer, optog og friluftsmøder i hele Sydslesvig. Årsmøderne markerer det danske mindretals tilknytning til Danmark og Norden og har fundet sted siden 1921 med undtagelse af årene under Anden Verdenskrig og coronaåret 2020.