Hvem er egentlig den mest oplagte fortællerstemme i Sydslesvig?

Er det dem, der holder skåltalerne: formændene, forvaltningscheferne, forstanderne, rektorerne og redaktørerne?

Eller er det børnene i skolegården, de frivillige i forsamlingshusene og familierne, der aktivt har valgt det danske til i et tysk flertalssamfund?

Svaret er selvfølgelig begge dele. Men hvis man vil forstå og formidle, hvad Sydslesvig er for en størrelse i dag, skal man også turde fortælle åbent og ærligt om flertallet i mindretallet, der definerer hverdagen. Det er et flertal, som på mange måder adskiller sig fra det mindretal, der beskrives af eliten fra talerstole, i bestyrelseslokaler og jubilæumsskrifter.

I dette nummer af magasinet Grænsen får man et indblik i netop den hverdag. På Vestermølle Danske Skole er flersprogethed ikke en udfordring, der skal kureres, men en pædagogisk virkelighed. I Flensborg er iPads og digitale redskaber en naturlig del af undervisningen. Og med Grænseforeningens nye scenariekasser og lydfortællinger får danske skoleelever nord for grænsen mulighed for at møde grænselandets historie på nye måder.

Sydslesvig er under forandring. Hvor mindretallet tidligere i høj grad var båret af en historisk tilknytning, sproget og en nedarvet danskhed, ser vi i dag flere familier, der vælger mindretallets tilbud uden at have rødder i det. Udviklingen understreger, at der er tale om et mindretal med en betragtelig tiltrækningskraft. Men udviklingen rejser også det store spørgsmål, hvad man egentlig bliver en del af i nutidens Sydslesvig:

Er det et tilvalgsmindretal, hvor man får et godt skoletilbud og et ekstra sprog?

Eller er det et nationalt mindretal, hvor man bliver en del af noget større, der er langt mere end service og institutioner?

Det ærlige svar er, at det danske mindretal i høj grad er blevet et tilvalgsmindretal, der står på et historisk fundament som nationalt mindretal.

Derfor er der brug for en mere nutidig fortælling om Sydslesvig. En fortælling, der forbinder den historiske kamp for retten til at være dansk syd for grænsen med det moderne tilvalgsmindretal, hvor mange i dag bliver en del af fællesskabet uden at have arvet det hjemmefra.

Det er sandt, at Sydslesvig står stærkest, når Sydslesvig selv fortæller sin historie. Men det kræver, at historien er autentisk og repræsenterer det fodfolk, der udgør flertallet i mindretallet. Sådan er det ikke altid i dag, hvor fortællingen ofte fokuserer mere på, hvad mindretallet var, end hvad det er i dag.

Måske er tiden kommet til at genopleve ideen om en Sydslesvig-kanon. Eller endnu bedre en mere folkelig indgang:

Hvad med “111 steder du skal se i Sydslesvig”?

Eller “Den korte historie om Sydslesvig”?

Uanset om man vælger den ene eller den anden model, ville det være forfriskende, at fortællerstemmen fokuserer på dobbeltheden i det danske mindretal. For fremtidens Sydslesvig bliver ikke kun tegnet af dem, der repræsenterer det i dag, men i høj grad af dem, der vælger det til i morgen.