Er der forskel på at være kristen i en almindelig menighed i Sønderjylland og i den danske menighed i Sydslesvig? Der er i hvert fald forskel på at være præst i Danmark og dansk præst syd for grænsen.

“Der er ingen forskel og en kæmpe forskel,” siger Eberhard von Oettingen, som er sognepræst i Sønder Vilstrup, Halk og Grarup ved Haderslev. 

Han har selv en mindretalsbaggrund som sydslesviger og har tidligere været dansk præst i Tønning og Vestejdersted. Og i en lang pause fra præstegerningen var han lærer, skoleleder og områdechef i Dansk Skoleforening for Sydslesvig.

“Som præst i den danske folkekirke oplever jeg at være en del af kirken og en del af gudstjenesten. Modsat i Sydslesvig, hvor jeg somme tider oplevede, at jeg meget mere skulle være stemmen i fællessangene og alene tonen i forkyndelsen,” siger han. 

Som præst i Danmark er han en del af et hold.

“Jeg er en del af fællessangen, der er en kirkesanger og en fast organist. I Garding måtte jeg selv ringe med klokkerne, og det har sin charme. Her i Sønder Vilstrup er der professionelt personale omkring gudstjenesten. Det giver noget andet arbejde end i Sydslesvig. I Sydslesvig var man mere altmuligmand og inde i hele kirkens 
maskinrum. I Danmark er jeg mere end del af betjeningen,” fortæller Eberhard von Oettingen.

Han siger med andre ord, at man bygger kirke i Sydslesvig, i Danmark da fylder man kirkerne.

“Ved en gudstjeneste i flertalsbefolkningen her har jeg mange flere stemmer i gudstjenesten. Jeg har en større menighed, hver anden søndag har jeg en dåb, en gang om ugen en begravelse, og jeg har to konfirmandhold. Jeg har en meget større styrke af kirkegængere, end jeg nogensinde ville have i Tønning. I de kirker, hvor jeg er her, kan man læne sig ind i fællessangen. I Tønning, da skal du nogle gange kæmpe for at skabe fællessangen, og hver stemme er afgørende. I Vilstrup kan man bare synge med.”

“I Sydslesvig var jeg også kulturarbejder. Jeg var formidler af dansk sprog og kultur. I folkekirken er jeg ikke dansk sprog- og kulturarbejder. Jeg er forkynder og sjælesørger. Den største sproglige udfordring er, at min menighed alle er sønderjyder og taler sønderjysk. Det kan gøre det lidt indviklet og sjovt, men ellers taler jeg ind i et naturligt sprogfællesskab.”

En anden ting, han bemærker, er samarbejdet i Sønderjylland mellem den tyske og den danske kirke, for her deler kirkerne mursten. Der er danske og tyske præster, men de bruger de samme kirker.

“Vi har ikke en historie, der gør, at vi har valgt at bygge andre kirker. Den kirke, jeg går ind i om formiddagen, bliver overtaget af min tyske kollega lige efter. Ved den tyske gudstjeneste er der de samme blomster, den samme luft og de samme mursten. De mursten er tilbage fra 1100-tallet. Det er interessant, synes jeg. I Sydslesvig er man ikke vendt tilbage til de samme mursten, det er en skam. Det har en værdi, at en tysk præst går ind i den kirke, hvor der lige har været en dansk gudstjeneste,” siger han.

Som sydslesviger kender han baggrunden for forskellen.

“Efter Genforeningen og især efter Anden Verdenskrig blev det danske chikaneret af tyske menigheder i Sydslesvig og tvunget til at skabe egne kirker og bruge skolekirker. Men i dag tænker jeg, at vi burde kunne vende tilbage de samme sognekirker, som alligevel er evangelisk-lutherske,” siger Eberhard von Oettingen.