For Maria Werngreen blev den danske kirke nøglen til det danske mindretal, da hun i 2004 flyttede sammen med sin tyske mand i Flensborg.

“Kirken var mit første møde med mindretallet. Min mand er fra Nordrhein-Westphalen. Han er tysk, men har lært dansk og har hele vejen igennem været med på, at vores børn skulle i det danske system. Vi har fire børn, den ældste er 21. Alle børnene har gået i danske intuitioner og i dansk skole, og hele den tid, vi har boet her, har jeg været flittig bruger af både Dansk Centralbibliotek og det danske mindretals kulturelle arrangementer,” fortæller Marie Werngren, der arbejder som praktiserende læge i Løgumkloster.

Da hun flyttede til Flensborg, skulle hun finde ud af, hvordan man lever sit liv i et grænseland.

“Jeg har sunget i kor i Horsens, og vi har haft udveksling med et kor fra mindretallet, så fra den tid har jeg kendt Helligåndskirken, som er den kirke, jeg er tilknyttet.”

Det har hjulpet Marie Werngreen med at blive del af et dansk, kirkeligt fællesskab, at hun altid har sunget i kor og er kirkevant. Men det at komme i kirken i hverdagen betyder også meget.

“For det første har kirken været hele min indgang til mindretallet. Og det er vigtigt, at jeg kan gå til en dansk gudstjeneste og danske kirkelige arrangementer. Vi har en fin, tysk protestantisk kirke. Men der er en særlig dansk måde at være folkekirke på, som man ikke får i en tysk kirke. Der er mere folkelighed over det. Jeg går ikke i kirke hver søndag, men jeg gør det en gang imellem. Mine fire børn er døbt. Og den yngste går til konfirmationsforberedelse”, fortæller hun og uddyber den forskel, hun ser på den danske og den tyske kirke.

“Den danske kirke er fri for dogmer. Det handler om, at det giver de unge mennesker mulighed for selv at finde ud af, hvor de står i verden i forhold til det eksistentielle uden at pådutte dem noget og sige: Dette er den eneste vej. Men vi viser dem muligheder.” siger Marie Werngreen.

Et aktivt tilvalg

Hun synes ikke, kirken i Sydslesvig adskiller sig meget fra Folkekirken.

“Men i Sydslesvig skal man skal vælge den mere aktivt til. I Danmark skal man også engagere sig i kirken, hvis man gerne vil have, at den blomstrer lokalt. Det er der en stærkere tradition for her, hvor den drives af frivillighed.”

Marie Werngreen har sunget i kirkekor, siden hun var barn, og hun har haft kirkesangerjobs. Så hun har haft sin naturlige gang i kirken. Også i den tyske Nordkirche, hvor hun synger i kor i Skt. Nikolaikirche.

“Den danske og den tyske kirke samarbejder fint. I den periode, hvor Helligåndskirken ikke kunne bruges, flyttede den danske menighed sine gudstjenester over i den tyske Marienkirche. Jeg synger i et kor i den tyske Skt. Nikolaikirche og medvirker til julekoncerter med præster fra begge menigheder i Skt. Nikolai og Helligåndskirken,” fortæller hun og tilføjer:

“Så der er en tendens til at bøje sig mod hinanden og deles om det, vi er fælles om. Både musikken og troen.”

Men det danske er vigtigt for hende.

“Det betyder jo, at jeg kan udleve min tro i nogle rammer, som ligner dem, som jeg har været vant til. Og at der kan være et kirkeligt fællesskab her rundt om hjørnet, som favner de værdier, som jeg lægger i den kristne tro. Tyskerne gør det lidt formelt måske. De sætter sig ind og slår lige korsets tegn for sig. Det er mig fremmed. I den danske kirke går man lige ned og siger hej til hinanden og har gudstjeneste og kirkekaffe bagefter.”

Hun sammenligner kirkens rolle med mindretallets kulturelle hovedorganisation Sydslesvigsk Forening (SSF).

“På samme måde som SSF er kirken en kulturbærende institution, som det er vigtigt at have i et samfund. I kirken har jeg mødt mennesker, som har brugt kirken meget, og som jeg har været sikker på at se hver gang, jeg kom. Jeg har mødt folk, som var oprindeligt mindretal, og folk, som er kommet til fra det tyske. Kirkegængerne er en god blanding af det, der udgør mindretallet, og som har kirken som et samlingspunkt,” siger Marie Werngreen.