Hinrich Jürgensen (t.v.) og Jens A. Christiansen er enige om, at hverken det tyske mindretal i Sønderjylland eller det danske mindretal i Sydslesvig har grund til at fejre 100-året for Genforeningen, da de to mindretal ikke blev genforenet. Men de vil gerne være med til at markere 100-året for den fredelige grænsedragning i 1920.

Foto: Flemming Jeppesen/FOKUS

Mindretallene i det dansk-tyske grænseland: “Det er ikke os, der har flyttet os. Det har grænsen"

Genforeningen 1920-2020

Jens A. Christiansen, der er generalsekretær for Sydslesvigsk Forening, tilhører det danske mindretal i Sydslesvig, og Hinrich Jürgensen, der er formand for Bund Deutscher Nordschleswiger, tilhører det tyske mindretal i Sønderjylland. Deres familiehistorier afspejler 100 års mindretalshistorie fra Genforeningen i 1920 og frem til i dag

Jens A. Christiansen: “Mine bedsteforældre på min fars side flyttede fra Padborg til Flensborg for at være med til at stemme Flensborg hjem til Danmark i 1920. Det blev begyndelsen på den mindretalsrejse, som min familie har været på i 100 år. Min far blev som dansk sydslesviger ufrivilligt indkaldt til den tyske værnemagt under Anden Verdenskrig og overlevede med nød og næppe. Han blev taget til fange ved de allieredes invasion i Normandiet og kom i krigsfangenskab i USA. Min mor var i en periode tvangsarbejder på en ammunitionsfabrik i Hamborg. Da min far kom hjem i august 1946, blev det hans store livsopgave som journalist og organisationsmand at være med til at reorganisere det danske mindretal og arbejde for mindretallets anerkendelse og ligestilling i forhold til Tyskland. Min fars og min families historie har da klart præget mig. Jeg føler, at jeg arbejder videre på deres livsopgave. Jeg er opdraget til, at man skal træffe et valg: Er man dansk, eller er man tysk? Det mener jeg for så vidt også, man er nødt til i dag. Vi er et dansk mindretal. Ikke et dansk-tysk mindretal. Vi håber, at markeringen af Genforeningen i 2020 giver det danske mindretal en anledning til at få fortalt sin fortælling.

Hinrich Jürgensen: “Jeg føler mig mest som nordslesviger. Hvis jeg endelig skulle prioritere, ville det være Nordslesvig, Tyskland, Danmark, i den rækkefølge. Jeg er ud af en landbrugs- og smedefamilie, og vi har boet i området omkring Tønder i mange generationer. Min oldefar havde to sønner og seks døtre. De to sønner var med i Første Verdenskrig, og den ene søn, der drev gården, faldt i krigen. Den anden søn, der senere blev min bedstefar, overlevede. Efter Første Verdenskrig skulle der være folkeafstemning om grænsen i 1920. Der var mangel på alt, og på valgplakaterne fra dengang kan man se, at det var et valg mellem det dejlige Danmark, der flød med mælk og honning, og den sorte ørn, der er afbildet, som om den er klar til angreb. To tredjedele af min familie stemte dansk, og de tog navneforandring fra Jürgensen til Jørgensen. Jeg tilhører den ene tredjedel af familien, der stemte tysk, og vi har ikke haft kontakt til den danske del af familien siden. Jeg håber, at vi i 2020 kan få både danskere og tyskere til at forstå, at det ikke er os, der har flyttet os. Det har grænsen.”