Gå til leksikonoversigt

Wrangel, Fr. H.E., 1784-1877, preussisk general

Personer

Friedrich Heinrich Ernst von Wrangel kommanderede i 1848 de forbundstropper, der kom slesvig-holstenerne til hjælp under Treårskrigen mod Danmark. I 1856 blev han udnævnt til generalfeltmarskal.

Han blev i en alder af 79 år i december 1863 udnævnt til øverskommanderende for den allierede preussiske og østrigske hær i den forestående krig mod Danmark. Udnævnelsen var sket efter forhandlinger med Østrig, der som betingelse for en preussisk øverstkommanderende havde ønsket en højtstående officer med krigserfaring. Her måtte valget falde på Wrangel, der med sin høje alder var den eneste preussiske officer, som havde ført tropper under både Napoleonskrigene og Treårskrigen.

I 1864 var Wrangel tydeligt alderdomssvækket og stærkt senil. I realiteten var den preussiske kong Wilhem 1.s nevø, prins Friedrich Karl øverskommanderende for de allierede preussiske og østrigske tropper i felttoget mod Danmark. Fra hans stabschef, generalløjtnant Vogel von Falckenstein, indkom der gentagne nødråb til Krigsministeriet om de besværligheder, han måtte døje som følge af "der alte Abjott", som Wrangel populært kaldtes. Wrangel trak sig fra posten i maj 1864.

Wrangel

Friedrich Heinrich Ernst von Wrangel med sine folk under Slaget ved Slesvig den 23. april 1848. Udateret kobberstik.

Det Kgl. Bibliotek, 1848.