Jordsand
Tidligere Danmarks eneste hallig, beliggende i Vadehavet ud for Hjerpsted. Indtil midten af 1700-tallet var øen beboet af både mennesker og dyr hele året. To stensatte brønde blev fundet i hhv. 1969 og 1975. Stormfloder har siden gjort den stadigt mindre.
Med anlægget af Hindenburgdæmningen i 1927 blev vandstrømmene om øen ændret, situationen blev yderligere forværret, da man anlagde Rømødæmningen i 1948 og byggede Det fremskudte Dige i 1982. I 1999 forsvandt den sidste vegetation fra øen, og Skov- og Naturstyrelsens observationshytte blev fjernet. I 2001 forsvandt øen i havet.
Øen havde stor betydning for fuglelivet, som blev totalfredet på øen allerede i 1907 og videreført i Danmark efter Genforeningen i 1920.
Af Elsemarie Dam-Jensen Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011
Litteratur:
H.E. Sørensen: Vadehavet og Vesteregnen. 1985.
Palle Uhd Jepsen: "Jordsand - fuglenes ø i Vadehavet". Bygd, 1976.