Dannebrog

Dannebrog er Danmarks nationalflag, og dets historie kan følges tilbage til en nederlandsk våbenbog, påbegyndt 1375-1385, hvor navnet Denenbroec forekommer første gang. Betydningen heraf blev tidligt udlagt som "danernes fane". I en anden nederlandsk våbenbog fra efter 1370 ses en rød fane med hvidt kors, som udgør en del af kong Valdemar Atterdags våben, og han var antagelig den første danske konge, der brugte Dannebrog. 

Ifølge legenden faldt Dannebrog ned fra himlen ved slaget ved Lyndanise (Tallinn) den 15. juni 1219 under et af kong Valdemar Sejrs felttog. Legenden omtales i Christiern Pedersens danske krønike fra begyndelsen af 1520'erne. Sandsynligvis har danske gejstlige skabt legenden om flaget med kors fra himmelen for at styrke kongemagten. Legenden skal formentlig knyttes sammen med kong Hans' nederlag i Ditmarsken i 1500, hvor flaget gik tabt for senere at blive tilbageerobret af Frederik 2. i 1559, hvorefter Dannebrog blev ophængt i Slesvig Domkirke, hvor det formodentlig befandt sig indtil ca. 1660.

I 1833 blev det forbudt private at flage med Dannebrog, fordi den enevældige Frederik 6. frygtede, at anvendelsen skulle fremme ønsket om folkestyre. Forbuddet blev ophævet i 1854.

Fra midten af 1800-tallet blev Dannebrog med den folkelige og nationale bevægelse, som voksede frem, bl.a. som følge af Treårskrig 1848-1851, folkets flag og flittigt brugt til at udtrykke begejstring og dansk sindelag. Eksempelvis var mødepladsen på Skamlingsbanke udsmykket med talrige dannebrogsflag ved det store folkemøde den 4. juli 1844 trods forbud. 

I 1919 blev der på Christiansborg oprettet en systue, hvor kvinder fra det københavnske borgerskab kunne sy dannebrogsflag, der blev uddelt til dansksindede i Sønderjylland. Det var dels fremtrædende dansksindede, dels ubemidlede familier, der fik disse flag.