Krigen i 1864

Også kaldet 2. Slesvigske Krig. Krig mellem Danmark og Preussen-Østrig. Den indledtes den 1. februar 1864 og afsluttedes med Wienerfreden den 30. oktober 1864.

Baggrunden for krigen

Treårskrigen 1848-1850 (også kaldet 1. Slesvigske Krig) havde ikke løst problemerne vedrørende Helstaten, forholdet til Slesvig og de danske og tyske nationale interesser.

I 1855 vedtog den danske regering Helstatsforfatningen, der gjaldt for Kongeriget Danmark og de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg, men Hertugdømmerne var dog ikke ligestillet med Kongeriget, hvorfor forfatningen blev forkastet af den holstenske stænderforsamling. Holsten ønskede samtidig at fastholde båndene med Slesvig. I 1863 blev Novemberforfatningen som afløser for Helstatsforfatningen vedtaget; den gjaldt kun for Kongeriget og Slesvig. Dette var et brud på den internationale aftale Londontraktaten fra 1852, hvori danskerne havde forpligtet sig til ikke at knytte hertugdømmet Slesvig tættere til kongeriget Danmark, end hertugdømmet Holsten blev det.

De tyske stater reagerede kraftigt på denne overtrædelse af traktaten, og i den 16. januar 1864 stillede den preussiske ministerpræsident, Otto von Bismarck, et ultimatum om, at Novemberforfatningen skulle trækkes tilbage. For Bismarck ville en mulig kommende krig være en mulighed for at samle de tyske stater og styrke Preussen. Den danske regering nægtede at ophæve forfatningen, hvorefter en preussisk-østrigsk hær den 1. februar gik ind i Slesvig. Krigen var brudt ud.

Krigens forløb

Danskerne var uforberedte på krig og håbede på at få hjælp udefra, da de ikke ville kunne vinde krigen alene. Man måtte forsvare sig, indtil der blev grebet ind. Denne hjælp kom ikke, da ingen stormagter ville risikere en krig.

Den danske hær lå ved forsvarsværket Danevirke, der på det tidspunkt var i en yderst dårlig forfatning. Derudover var hæren dårligt udrustet i forhold til fjenden, f.eks. var danskernes skydevåben gammeldags. Allerede den 4. februar besluttede general de Meza, at Danevirke måtte rømmes, hvorefter tilbagetoget fra Danevirke fandt sted dagen efter. De danske tropper blev nu trukket tilbage til flankestillingerne ved Dybbøl og Fredericia. Under tilbagetrækningen udkæmpedes den 6. februar et slag ved Sankelmark. De Meza blev efterfølgende afskediget for denne beslutning, som blev betragtet som forræderi uagtet, at situationen var håbløs, og en tilbagetrækning var den eneste fornuftige beslutning.

De preussiske tropper fulgte efter til Dybbøl, hvor de belejrede den danske stilling. Dybbøl Skanser var endnu ikke færdigbyggede og kunne ikke modstå det preussiske bombardement. Det endelig angreb blev sat ind den 18. april med Stormen på Dybbøl, der blev det afgørende slag i krigen. Danskerne led et fuldstændigt nederlag og flygtede til Als, som var den sidste del af det danskkontrollerede Slesvig.

Danskerne var underlegne til lands, men Slaget ved Helgoland den 9. maj endte nærmest uafgjort.

Londonkonferencen og Wienerfreden

En våbenhvile kom i stand, og der blev på britisk initiativ afholdt en fredskonference i London fra den 20. april til den 25. juni med deltagelse af krigens parter og stormagterne. Danskerne var indbyrdes i strid om, hvilken løsning man ønskede på striden, der bl.a. handlede om en deling af Slesvig, og der førtes en stejl politik fra dansk side. Konferencen sluttede uden resultat, og krigen blev genoptaget.

Den 29. juni foretog de preussiske styrker et overraskelsesangreb på de danske styrker på Als (se artiklen Overgangen til Als) og erobrede øen. Den danske regering måtte nu acceptere nederlaget.

Ved Wienerfreden indgået den 30. oktober mellem Danmark, Preussen og Østrig måtte Danmark afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til en preussisk-østrigsk fællesregering.

Konsekvenserne af krigen

Efter nederlaget i krigen og tabet af Slesvig, Holsten og Lauenborg var Danmark blevet til en europæisk småstat, men det var samtidig blevet til en forholdsvis homogen nationalstat. Selve nederlaget kom til at præge dansk selvforståelse i de kommende generationer.

For tyskernes vedkommende betød sejren, at Tyskland i 1871 blev forenet i Det Tyske Kejserrige under preussisk ledelse. Allerede i 1867 var blev Hertugdømmerne blevet indlemmet i Preussen som Provinz Schleswig-Holstein.

Litteratur:
Rasmus Glenthøj: 1864 - Sønner af de Slagne. Gads Forlag, 2014
Tom Buk-Swienty: Slagtebænk Dybbøl. Gyldendal, 2008.
Tom Buk-Swienty: Dommedag Als. Gyldendal, 2010.
Johannes Nielsen: 1864 - Da Europa gik af lave. Odense Universitetsforlag, 1987.
Johannes Nielsen: Den dansk - tyske krig 1864. Tøjhusmuseet, 1991.
Jens Lei Wendel-Hansen: De træer, de drypper endnu. Gads Forlag, 2023.