Gå til leksikonoversigt

Svendsen, Nicolai, 1873-1966, sønderjysk presse- og skolemand

Personer

Nicolai Svendsen blev født i Hjemsted ved Skærbæk. Hans forældre ønskede ham til landbruget, men han viste større interesse for studier og kom i 13-års alderen på privatskole i Løgumkloster og senere på Tønder Seminarium, hvor han i 1894 afsluttede en læreruddannelse.

På dette tispunkt kunne der ikke undervises på dansk i Sønderjylland, så Nicolai Svendsen blev først lærer i Brodersby ved Eckernförde og i 1896 i Sande-Bergedorf ved Hamborg. Senere samme år tog han til København, hvor han blev lærer ved den tyske St. Petri Skole, og hvor han videreuddannede sig i dansk sprog og litteratur på Statens Lærerhøjskole.

Under et ophold i sin hjemby deltog Nicolai Svendsen ivrigt i debatten om rigsdagsvalget i 1898, bl.a. sendte han indlæg til H.P. Hanssens avis Hejmdal i Aabenraa. Dette vakte H.P. Hanssens interesse, og i 1899 tilbød han ham en redaktørpost på bladet. Det tog Nicolai Svendsen imod og arbejdede herefter i Aabenraa frem til 1904, hvor han blev redaktør for de sammenlagte Haderslev-aviser Modersmaalet og Dannevirke. Han havde succes med redaktørarbejdet, og Nicolai Svendsen blev en respekteret borger i Haderslev. I tiden op til Genforeningen var han i en periode konstitueret som borgmester og politimester i byen. 

Efter Genforeningen blev Nicolai Svendsen af H.P. Hanssen og den senere undervisningsminister Jacob Appel opfordret til at søge stillingen som amtsskolekonsulent og hellige sig opgaverne inden for skolevæsenet. Han klarede denne opgave med stor anerkendelse fra både dansk og tysk side. Han følte det som et stort nederlag, da det tyske mindretals skoler i 1945 blev lukket. Nicolai Svendsen var en varm fortaler for den frisindede sønderjyske skoleordning, som efter Genforeningen gav det tyske mindretal mulighed for at opretholde kommunale skoleafdelinger, der var fuldt ligeberettigede med de danske skoler.

Et portræt af Nicolai Svendsen malet af Franciska Clausen er ophængt i Billedsalen på Folkehjem i Aabenraa.

Litteratur:

"En sønderjydsk skæbne". Et udvalg af Nicolai Svendsens erindringer ved Anders Feilberg Jørgensen. Sprogforeningen, 1963.