Eggebek Kirke
Kirken i landsbyen Eggebek (dansk: Eggebæk) umiddelbart syd for Flensborg er opført omkring år 1200, senere er tilføjet våbenhuse mod nord og syd i henholdsvis 1745 og 1911. Til erstatning for et klokketårn i træ opførtes det høje vesttårn i 1898. Såvel den tredelte altertavle fra 1608 med nytestamentlige billeder fra 1700-tallet som prædikestolen tilskrives Hinrich Ringerincks værksted. Den gotlandske døbefont dateres til ca. 1250, korbuekrucifikset er fra 1300-tallet.
Eggebek Kirke med det høje tårn fra 1898. Foto fra 2014.
Foto: Pelz, CC BY-SA 3.0