Claussen, Lorenz, ca. 1750-1823, møller
Lorenz Claussen var møller på Dybbøl Mølle fra 1775 til 1810.
Ligesom mange andre samtidige møllere interesserede han sig for naturvidenskab og teknik. I 1782 deltog han i en konkurrence, udskrevet af Det kongelige danske Landhusholdningsselskab, om indretning af den bedst mulige mel-, malt- og grynmølle. Lorenz Claussens afhandling var skrevet på tysk, som det var almindeligt i Sønderjylland på denne tid. Afhandlingen blev belønnet med en guldmedalje samt 100 rigsdaler og blev udgivet i Leipzig i 1792. På bogens titelblad stod mottoet: "Hil Fædrelandet og den, der elsker det".
Claussen skrev senere tekniske afhandlinger, f.eks. om hvorledes kompasset kunne fungere i polaregne, og han skrev desuden et forslag til forbedringer af brandraketter. Han eksperimenterede også med fremstilling af styrbare luftballoner og fremsendte i 1792 et detaljeret projekt til Landhusholdningsselskabet. Alle disse tekniske forsøg førte imidlertid til, at mølleriet blev forsømt og hans fallit, så han måtte sælge Dybbøl Mølle i 1810.
Han fortsatte dog som møllebygger. Claussen døde, da han blev ramt af en møllevinge.
Møller Lorenz Claussen og Dybbøl Mølle. Kobberstik fra 1864.
Statens Museum for Kunst.