Brorsen, Theodor Ambders, 1819-1895, astronom
Theodor Brorsen stammer fra Nordborg. Efter studier ved universiteterne i Kiel, Heidelberg og Berlin arbejdede han fra 1846 som astronom og opdagede samme år sin første komet og senere yderligere fire kometer.
For hver af de første tre opdagelser blev han hædret med en guldmedalje af Christian 8. Fra 1847 var han ansat ved et privat observatorium i Senftenberg i Böhmen. Her påviste han bl.a., at zodiakallyset strækker sig som en lysbro himlen rundt. Asteroiden 3979 blev i 1996 opkaldt efter Brorsen.
Af Inge Adriansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.