Gå til leksikonoversigt

Christiansen, Jes Peter, 1889-1962, direktør

Personer

Jes Peter Christiansen var direktør for Sønderjyllands Højspændingsværk i perioden 1924-61. Han stammede fra Blansskov, blev udlært som smed i Ragebøl og uddannet som ingeniør i Mittweida i Sachsen i 1914. Christiansen var en markant forkæmper for landsdelens udvikling, bl.a. som initiativtager til Sønderjyllands Erhvervsråd i 1947.

Med økonomisk sans og tro på sine ingeniørers opfindsomhed lykkedes det Christiansen at drive Aabenraaværket og bygge Enstedværket trods krigens og efterkrigstidens mangel på brændsel, reservedele og maskiner. Han blev populært kaldet ”skiern Jes” på grund af værkets støvplage.

Af Torben Vestergaard i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.