Fuglekøje
Anlæg beregnet til indfangning af vilde ænder, kendt fra 1600-tallet og forbudt i 1931. Fælden er anlagt som et stjerneformet system af overdækkede vandhuller, hvortil ænderne lokkes ned gennem en åbning i midten, tiltrukket af tæmmede vildænder. Når de siden flygter ind i sidearmene, er ænderne lukket inde som i en ruse. Ordet har sin oprindelse i nederlandsk (vogelkoije), og fænomenet er først og fremmest kendt fra Vadehavet, bl.a. på Sild og Amrum. På Fanø blev der anlagt fire anlæg, hvoraf to kan besøges i dag: Albue Fuglekøje og Sønderho Gamle Fuglekøje, der er blevet istandsat og genindviet i 2006. Den er i dag levende museum, hvor man kan se, hvordan fangstformen har virket.
Af Wilhelm Lorenzen Fabricius i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Opdateret af Redaktionen 2024.