Gå til leksikonoversigt

Lakolk

Steder

Turistby og tidligere badested på Rømø, grundlagt af pastor J.C. Jacobsen i 1898 under navnet Nordseebad Lakolk. Her opførtes ca. 40 blokhuse, hotel, restauration m.m. Transporten til og fra færgestedet ved Kongsmark foregik med hestetrolje ad en smalsporet skinnevej. Indtil 1902 var badestedet en succes med op til 2.000 gæster pr. år. Økonomien var dog svagt funderet, og i 1903 gik selskabet fallit, men fortsatte under skiftende ejere. Stedet måtte lukke i 1914.

Efter Genforeningen blev sommerhusene udstykket, mens hotellet genåbnede i 1929 nu som Rømø Vesterhavsbad. Efter færdiggørelsen af Rømødæmningen i 1948 voksede turismen både i Lakolk og på resten af øen. I årene 1958-79 blev Hotel Lakolk drevet af søstrene Maren og Kirsten Høyer. I 1965 brændte den gamle, netop istandsatte træbygning, og et moderne hotel i beton (arkitektfirmaet Friis og Molkte Nielsen, Aarhus) indviedes året efter. Fra 1979 tilhørte det Tvind-koncernen, der brugte det som skolehjem. Fra 2003 blev det igen hotel. Af det gamle badested er et enkelt blokhus samt bygningsfragmenter i eksisterende sommerhuse tilbage.

Området har i dag en større samling sommerhuse, campingplads samt butikstorv.

Af H.E. Sørensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: H.E. Sørensen: Lakolk 1898-1998. 1998. Skærbæk Kommune. Lokalplan 705/2004 for sommerhusområdet Lakolk. 2004.

Sommerhuse ved Lakolk ca. 1900.

Sommerhuse ved Lakolk. Foto fra ca. år 1900.

Museum Sønderjylland – Kulturhistorie Tønder.