Gå til leksikonoversigt

Voldsteder i Sønderjylland

Steder
Voldgraven vidner i dag om, at der tidligere lå et voldsted her. Broen fører over til borgbanken.

Helvedgård Voldsted. Voldgraven vidner i dag om, at der tidligere lå et voldsted her. Broen fører over til borgbanken.

Sønderborg Kommune. Foto: Klaus Dichmann.

Jordværker fra middelalder og renæssance, anlagt til at rumme en borg eller en herremands bolig. Kun på ganske få voldsteder står der endnu bygninger. Et voldsted består normalt af en eller flere banker, omgivet af voldgrave og i visse tilfælde volde. Langt størstedelen stammer fra den urolige periode 1280-1400, hvor mange herremænd måtte flytte bort fra landsbyerne og opføre voldsteder for at beskytte sig mod angreb og plyndring. Disse anlæg ligger oftest på vanskeligt tilgængelige, fugtige steder, og de fleste blev opgivet igen omkring år 1400.

I 1500-tallet anlagde adelen igen voldsteder, men nu som regulære herregårdsanlæg, store rektangulære banker omgivet af voldgrave. Disse tjente ikke noget militært formål, men skulle vise herremandens sociale status. De fleste voldsteder findes nord for Haderslev, omkring Tønder og på Als og Sundeved. Blandt de ældste voldsteder i Sønderjylland er Thyraborg ved Danevirke og Brådeborg ved Ullerup. Blandt de mange velbevarede højmiddelalderlige voldsteder kan nævnes Nørrevold ved Arrild, Tørning, Ejsbøl og Krejsel ved Haderslev, Ebbesholm ved Stepping, Jels Voldsted, Skelde på Broager Land, Gammelgård ved Asserballe og Helvedgård i Nørreskoven på Als. Fine herregårdsanlæg er bl.a. Trøjborg og Kogsbøl ved Nr. Sejerslev, Drenderup ved Ødis og Philipsborg ved Ullerup.

Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Henrik Fangel og Lennart S. Madsen: Voldsteder og herremænd i Nordslesvig, i: Kongemagt og samfund i middelalderen. Festskrift til Erik Ulsig. 1988.

Connie Jantzen m.fl. (red.): Voldsteder i Danmark. Jylland II. 1999.

Arthur Dähn: Ringwälle und Turmhügel. Mittelalterliche Burgen in Schleswig-Holstein. Husum 2001.