Mindretalspræsident: Tysk EU-formandskab vil gavne mindretal
Det europæiske borgerinitiativ, Minority SafePack Initiative vil nu blive behandlet i EU, spår Loránt Vincze, præsident for den europæiske mindretalsorganisation FUEN. Det skriver Der Nordschleswiger

Loránt Vinzce har været præsident for FUEN siden maj 2016.
Arkivfoto: FUEN
Det er gode nyheder for de nationale mindretal i Europa, at Tyskland overtager formandskabet for Ministerrådet i EU den 1. juli.
Det mener Loránt Vincze, der er medlem af Europa-Parlamentet og præsident for den europæiske mindretalsorganisation FUEN, ligesom han selv tilhører det ungarske mindretal i Rumænien.
”Alle har store forhåbninger til det tyske formandskab, herunder også mindretallene. Vi håber på genoptagelse og positive resultater på nogle af de områder, som allerede er på agendaen i EU, men som skal tages til det næste niveau af et formandskab”, siger Loránt Vincze til avisen Der Nordschleswiger.
Det bliver muligvis i det halve år, hvor Tyskland har formandskabet, at Europa-Parlamentet vil debattere det såkaldte Minority SafePack Initiative (MSPI-initiativet), et europæisk borgerinitiativ om mindretalsrettigheder i EU, initieret af FUEN. Borgerinitiativet betød, at over en million europæere i 2018 skrev under på, at de ønskede bedre rettigheder for mindretal i Europa. Når Europa-Parlamentet har debatteret borgerinitiativet, skal det videre til EU-Kommissionen, der dog ikke er forpligtet til at lovgive på området.
Ifølge Loránt Vincze er borgerinitiativet ikke i fare på grund af coronakrisen. Han siger til Der Nordschleswiger, at han selv har udvirket, at de lovmæssige frister er blevet forlænget, og at han forventer, at borgerinitiativet vil blive behandlet til oktober og ikke i marts, som oprindeligt planlagt.
”Jeg har tiltro til, at vi vil have succes med dette projekt […] Dette er vores største chance for at sætte beskyttelse af mindretal på EU-institutionernes dagsorden”, siger Loránt Vincze til Der Nordschleswiger.
Flere nyheder: